Seværdigheder i Ghana

De oplevelser du ikke må gå glip af

Seværdigheder i Ghana

Ghana er ikke et land, man rejser til for at hakke berømte monumenter af på en liste – det er et land, man rejser til for at møde mennesker, historie og en kultur, der insisterer på at blive oplevet i øjenhøjde. Alligevel er der en håndfuld steder, som næsten alle rejsende bygger deres rute omkring. Her er dem, du ikke bør springe over.

Cape Coast Castle og Elmina

Slavefortene på Guldkysten er Ghanas tungeste og vigtigste seværdighed. Cape Coast Castle og Elmina Castle ligger få kilometer fra hinanden og var i århundreder centrum for den transatlantiske slavehandel. Rundvisningerne med lokale guider er gribende og formidlet med stor værdighed – kældrene, hvor tusinder blev holdt fanget, og den berømte Door of No Return gør et indtryk, du bærer med dig resten af rejsen. Læs meget mere på vores side om slavefortene.

Kakum Nationalpark

En halv times kørsel nord for Cape Coast ligger Kakum, hvor Ghanas mest fotograferede naturoplevelse venter: canopy walk'en – syv hængebroer spændt ud mellem trækronerne 30-40 meter over regnskovsbunden. Kom tidligt om morgenen, når fuglene er aktive, og der er færrest besøgende. Turen kombineres nemt med Cape Coast på samme dag.

Mole Nationalpark

Ghanas største nationalpark ligger i den tørre savanne i nord og er et af Afrikas billigste steder at se elefanter – ofte på gåsafari med bevæbnet ranger, hvor du kan komme overraskende tæt på. Parken huser også antiloper, vortesvin, bavianer og et rigt fugleliv. Mole kræver en rejse nordpå (fly til Tamale og et par timers kørsel), men belønner med en safarioplevelse til en brøkdel af prisen i Øst- og Sydafrika.

Kumasi og Ashanti-riget

Kumasi er hjertet i Ashanti-riget, et af Vestafrikas mægtigste kongedømmer, som stadig lever i bedste velgående. Besøg Manhyia-paladset, hvor Ashanti-kongen residerer, og det enorme Kejetia-marked – Vestafrikas største med titusindvis af boder. I landsbyerne omkring byen væves den berømte kente-stof og trykkes adinkra-symboler, som du kan se blive til på stedet. Læs mere under Kumasi.

Wli-vandfaldene og Volta-regionen

I det grønne, bakkede øst mod grænsen til Togo finder du Wli-vandfaldene – Vestafrikas højeste – hvor tusindvis af frugtflagermus hænger på klippevæggen ved det nederste fald. Regionen byder også på Tafi Atome-abehelligdommen, hvor hellige mona-aber spiser bananer af hånden, og vandreturen op ad Mount Afadja, et af landets højeste punkter. Volta-regionen er Ghana i et roligere tempo – læs mere under Volta-regionen.

Accras kvarterer

Hovedstaden er mere et sted, man oplever, end et sted, man ser. Gå en tur i det historiske fiskerkvarter Jamestown med fyrtårnet og boksklubberne, kast dig ud i Makola-markedets myldrende gader, se Kwame Nkrumah-mausoleet for landets første præsident, og slut dagen med grillet fisk og musik ved Labadi Beach eller i Osus barer. Læs mere under Accra.

Nzulezo – landsbyen på pæle

Helt ude mod vest, nær Beyin, ligger Nzulezo – en hel landsby bygget på pæle ude i Amansuri-søen. Du sejler derud i kano gennem sumpskoven, og turen er mindst lige så stor en oplevelse som selve landsbyen. Kombinér med strandene ved Busua og Axim.

Strandene

Ghanas kyst er én lang række af palmestrande og fiskerlandsbyer. Busua er landets afslappede surf- og backpackerstrand, Kokrobite vest for Accra har reggae-stemning og trommekurser, og ved Cape Three Points – Ghanas sydligste punkt – finder du nogle af de mest uspolerede strande. Mere under strande & natur.

Vores råd: Prøv ikke at nå det hele. Kysten (Accra og Cape Coast) plus enten Kumasi eller Volta-regionen er rigeligt til 10-12 dage – og gem Mole til en rejse på tre uger, hvor du har tid til at komme ordentligt nordpå.